BØRNEUDSTILLING I POZNAN / POLEN

Print

My Little Architect kuraterer udstilling i Polen

I september 2018 var jeg som en del af My Little Architect kurator på udstillingen Home sweet Home. Fra Danmark til Polen i samarbejde med Dansk Kulturinstitut og Concordia Design Center i Poznan, Polen.

Udstillingen blev vist i forbindelse den 8. udgave af Festivalen for design og kreativitet for børn i Poznan, Polen, og var en fortælling om danske børns oplevelse af et hjem samt de fysiske genstande, der karakteriserer hjemmet. På workshops i forbindelse med udstillingen blev polske børn inviteret til at bygge modeller af netop deres oplevelser af et hjem, og modellerne bliver efterfølgende en del af udstillingen.

På udstillingen vistes også udvalgte danske designikoner, som for mange danske børn er med til at danne de fysiske rammer om netop deres hjem. Ikonerne blev valgt ud fra resultatet af en undersøgelse hos en bred gruppe danske skolebørn, som blandt andet blev spurgt om hvilke fysiske genstande, der er vigtige for dem i deres hjem. Fælles for børnenes svar var, at de genstande, der betyder noget, er dem, man kan være sammen med andre om at bruge eller nyde – fx i form af at spise sammen eller at lege sammen.

Udstillingen gav børn (og voksne) mulighed for at røre ved designikonerne og opdage de historier, der gemmer sig bag ikoner som fx Kay Bojesens Abe, Nanna Ditzels Trisse eller den solcelledrevne lampe Little Sun designet af Olafur Eliasson og Frederik Ottesen.

Foruden designikonerne bestod udstilingen af små modeller af hjem, bygget af danske skolebørn, krydret med citater og fotos af børnenes egne hjem.

I forbindelse med udstillingen afholdt My Little Architect workshops for børn samt et seminar for undervisere i Concordia Design Center, Poznan, Polen.

 

FAKTA

Udstillingssted Concordia Design Center/Poznan/Polen

Udstillingsperiode 10.-16. september 2018

Udstillingskuratorer My Little Architect, aka Malene Abildgaard og Julie Dufour

Samarbejdspartnere Dansk Kulturinstitut og Concordia Design Center

Foto Plakaten til den 8. udgave af Festivalen for design og kreativitet for børn i Poznan