UNDERVISNING – UTZON OG VANDTÅRNET

Utzon og vandtårnet_header

At teste i model – Utzon og Vandtårnet

I samarbejde med tekstildesigner Iben Birch Bech har jeg udviklet undervisningsforløbet At teste i model – Utzon og Vandtårnet, som med udgangspunkt i Jørn Utzons vandtårn i Svaneke på Bornholm handler om at bygge vartegn og teste sine idéer til former, farver og materialer ved at bygge skitsemodeller.

For booking af forløbet skriv til ma@maleneabildgaard.dk

Undervisningsforløbet blev i oktober 2018 afviklet i 6. og 7. klasse på Svaneke Friskole, og blev afsluttet med en udstilling af elevernes proces- og skitsemodeller i Svanekes Venners lokaler i Det Gamle Rådhus.

Baggrunden for undervisningsforløbet er, at Jørn Utzon i 2018 ville være fyldt 100 år.
Utzon står bag flere markante bygningsværker her iblandt Svanekes vartegn, Vandtårnet. I forbindelse med 100-året ønskede Svaneke Skole at markere jubilæet med at tilkoble to huskunstnere med henholdsvis en arkitekt- og designfaglig baggrund, som gennem undervisning og workshops gav eleverne deres fortolkning af tilblivelsen af et lokalt vartegn, hvorigennem eleverne fik indsigt i en verdensarkitekts unikke arbejdsmetoder, designprocesser og innovative tankegang.

Formålet med undervisningsforløbet er at lade en designer og en arkitekt fortolke og formidle Utzons metoder og processer, og derigennem at invitere til samt klæde eleverne på til at arbejde med form, farver, funktion og materialer gennem to forskellige indgangsvinkler – designerens og arkitektens.
Jørn Utzon er kendt for at være en hands-on-arkitekt, der helst ville afprøve sine idéer fysisk i model,  hvorfor det at teste i model er omdrejningspunktet i undervisningsforløbet. Eleverne vil derfor gennem forløbet opleve forskellige måder at få igangsat en designproces og arbejde med fysiske eksperimenter i diverse materialer.

Projektet blev støttet af Huskunstnerordningen/Statens Kunstfond og Kunst- og Kulturhistorisk Råd, Bornholm.

 

FAKTA

Udviklet Oktober 2018

Udviklere og undervisere af undervisningsforløbet Tekstildesigner Iben Birch Bech og arkitekt maa Malene Abildgaard

Målgruppe Mellemtrinnet

Fag Matematik og Håndværk & Design

Booking Skriv til ma@maleneabildgaard.dk

Foto Malene Abildgaard